Nyhedsbrev April 2006

Foråret er endelig over os og her er sidste nyt fra bestyrelsen

 

 

Vaskemøntsystemet   

                                           

På generalforsamlingen torsdag den 30. marts blev vi enige alle beboere ville blive opkrævet et månedligt beløb over huslejen svarende til udgifterne af vaskemaskinerne. Siden hen har vi erfaret at det ikke er muligt med denne ordning og derfor har vi lavet en ny løsning: det er fra nu af gratis at benytte sig af vaskemaskinerne og tørretumbleren. Udgifterne for dette ligges ind i foreningen budget.   

Vaskemønter kan indenfor en måned returneres hos Pia, nr. 37, 1. th.

 

 

Brandalarmer

 

Brandalarmer er ved at blive sat op i vores opgange. Man har selv ansvar for at skifte batterierne i den brandalarm der er nærmest ens døre. Batterierne ligger i kælderen og brandalarmen vil begynde at bippe, når den trænger til at nyt batteri.

Storskraldsrum  

 

Idet der gentagne gange ikke har været tilslutning til at få tømt storskraldsrummet i forbindelse med storskraldsafhentning, vil der nu komme lås på storskraldsrummet. Men er selvfølgelig stadig velkommen til at bruge rummet, men nu skal man bare hente en nøgle hos Kirsten i 35, st. th.

 

Arbejdsweekender 

 

Der er fastlagt to arbejdsweekender: 20-21. maj og 26-27. august. Arbejdsdagen starter kl. 10 og fortsætter frem til kl. 15 og vi mødes i haven. Det er vigtigt at man deltager i alle timerne og vi gør opmærksom på at bødesystemet også indtræder hvis man kun deltager et par timer på en arbejdsdag.

Man har som beboer pligt til at deltage i 2 hele dage, men disse dage behøver ikke at være i samme weekend.

 

Sommerfest  

 

Årets sommerfest ligger i forbindelse med arbejdsweekenden i august, dvs lørdag den 27. august. Mere info følger….

 

 

Loftrum

 

Som aftalt på generalforsamlingen, skal vi have sat lejlighedsnumre på loftrumsdørene. Dette er i tilfælde af evt. vandskade el. li., hvis der er brug for at komme ind i et loftrum. Vedlagt finder du et skilt (eller to hvis du har en dobbeltlejlighed) som du skal placere på døren til dit loftsrum.

 

Yderligere står der nogle flyttekasser (og andre ting) i tørrerummet på loftet over nr. 39., som bedes fjernes. Er du den lykkelige ejer af disse ting, og har du ikke mulighed for at fjerne dem nu, beder vi dig kontakte én fra bestyrelsen.

 

 

Ny husorden

 

Vedlagt finder du også en kopi af den nye husorden. Denne skal erstatte den gamle husorden i mappen.

 

 

Husk at indsætte dette nyhedsbrev i mappen